Nordisk Koncertkor opstod, da Nordisk Kvindekor i Nuuk besluttede sig til at blive et blandet kor. Det har efterhånden opbygget en status som egentligt koncertkor i Grønland, som på semi-professionelt niveau med medvirken af professionelle musikere og solister opfører klassiske korværker. Det har vist sig, at koret imødekommer en efterspørgsel efter koncerter af denne karakter, og at ønsket om at fremme interessen for korsang, at forbedre vilkårene for korarbejde og at styrke samarbejdet mellem Nordisk Koncertkor og det øvrige musikmiljø i Nuuk, herunder Nuuk Musikskole, faktisk er blevet opfyldt. Som en del af projektet afholder de tilrejsende professionelle musikere inspirationskurser for også på den måde at stimulere og understøtte det lokale musikliv.

 

 

Nordisk Koncertkor har hidtil gennemført fem projekter:

 

Händels Messias i 2004

Mozarts Requiem i 2005

Toner i Norden (et program sammensat af nyere nordiske korværker) i maj 2006

Mariamusik af Anders Öhrwall i november 2006

Schuberts Messe i G-dur den 28. og 29. april 2007.

"Bach's Christmas" af H. Colding-Jørgensen 24. og 25. november 2007.

 

Alle har i uddrag eller i sin helhed været bragt i Grønlands Radio. Toner i Norden blev tillige udsendt i Danmark Radio.

 

 

Bente Colding-Jørgensen, korets dirigent, er uddannet på Det Kongelige danske Musikkonservatorium og blandt meget andet vinder af en international børnekorpris. Se i øvrigt www.bentecj.dk

Bente Colding-Jørgensen er pr. august 2007 bosiddende i Danmark, men kommer til Nuuk to gange i forløbet. Det daglige ansvar for øvning varetages af Jim Milne, og et af korets medlemmer fungerer som repetitør i projektet.

 

Denne side på engelsk